Det mystiskes filosofi — Emilsting.dk

Introduktion

Vi skal i aften tale om det mystiskes filosofi. Det kommer til at handle dels om den mystiske erfaring, og hvad der kommer før og efter den. Men det kommer også til at handle om at reflektere over denne erfaring.

Jeg har selv haft mystiske erfaringer af flere omgange, og opfatter mig selv som et menneske, der er ret åbent over for det mystiske.

Ekstatiske: ud af kroppen, aktiv imagination, at skifte hvilket subjekt der er i min krop osv.
De mere stille: at blive lærer, forældrekærlighed, at erfare venskab som noget virkeligt, eksisterende selvom mine venner døde osv.

At forstå hvad det mystiske er, er ikke muligt uden selv at have erfaret det. Så meget er alle dem, jeg har læst op på til i aften, enige om. Det er imidlertid alligevel muligt at tale om det mystiske, som giver også dem, der ikke har erfaret det mystiske, en ide om, hvad det mystiske er – nemlig ved at tale om åbninger mod det mystiske, som nærmest alle har erfaret. Og ved anekdotisk og teoretisk at opstille forskellige “kort” over erfaringer af det mystiske, som inciterer til efterligning og erhvervelse gennem erfaring.

Opsummerende kan vi sige, at

Mine egne og andres mystiske erfaringer giver grundstoffet til forelæsningen (visdom ud fra erfaring, læremestre, anekdoter)
Forelæsningens form gives af filosofien (refleksion med traditionen)

Mine kilder

Til den filosofiske refleksion trækker jeg på en lang række kilder fra både de filosofiske, sociologiske, historiske, psykoligiske og religiøse traditioner. Men for ikke at gøre foredraget alt for tørt og akademisk, nævner jeg dem ikke hver gang, og gør mig heller ikke umage med at holde dem uden for hinanden.

I stedet får I min udlægning af det mystiskes filosofi, som jeg tænker det – informeret af mine egne erfaringer, og af den traditionen. Er man undervejs interesseret i, hvem der siger hvad, kan man spørge, eller komme op i pausen. I manuskriptet, som gøres tilgængeligt på emilsting.dk, kommer der desuden til at være en litteraturliste, man kan gå på opdagelse i.

Det mystiske

Det mystiske kan kort beskrives som det, der gør modstand mod det subjekt, der erfarer det. Dvs. at det udgør en form for grænse for subjektets forholden sig til sig selv som absolut.

Lad os forklare det lidt mere udførligt

Menneskene som subjekter

Menneskene kan anskues som subjekter. Det er fordi vi er subjekter, at vi kan erfare verden, for subjektet er netop det, der erfarer. Når vi ser en solnedgang, eller når vi fornærmes, er der et subjekt, der erfarer denne fornærmelse, denne solnedgang.

Fra fænomenologerne (f.eks. Husserl, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty) ved vi, at subjektet erfarer sig selv som subjekt, når det bliver erfaret af andre. Eller rettere sagt, når det mener sig iagttaget.

Sartre beskriver en mand, der ser ind ad et nøglehul. Han er opslugt af, hvad der er på den anden side. Intet andet eksisterer for ham, end ikke han selv. Han hører ikke sin egen ånde, mærker ikke de spændte muskler i ryggen, som holder hovedet i en position, hvor øget kan se ind ad nøglehullet. Men så hører han trin bag sig! Pludselig er manden yderst opmærksom på sig selv. Han hører sin ånde, mærker sit blik gennem nøglehullet. Han afslører sig selv som subjekt, fordi han tror sig set.

Sartre slutter fortællingen af med at skrive, at der ikke behøver være nogen. Manden kan blot have bildt sig ind, at han har hørt trin. At tro sig set er nok.

En sådan bliven set er en begrænsning af subjektet. For som udgangspunkt mener subjektet at være overalt og intetsteds. At være rent blik, ren bevægelse, ren kunnen. Vi er i flow.

En fodboldspiller, der har en god dag, kan løbe med bolden og score et mål uden at tænke på, hvordan han vil drible og skyde. En digter kan skrive et digt uden at tænke over, hvad der skal skrives. Og en forælder kan drage omsorg for sit barn, uden at tænke over omsorgens form og nødvendighed.

Det skyldes, at subjektet ikke udfordres, men får lov at være i sin egen verden. Det kan uforhindret være sig selv, fordi det ikke støder på grænser for sin egen væren. Det bliver ikke anfægtet som subjekt, og er derfor, i en vis forstand, frit.

Den mystiske erfaring som udfordring af subjektet

Vi har set, at et subjekt kan støde på modstand, når det f.eks. ser, at det bliver set. Bid dog mærke i, at subjektet i Sartres eksempel gør noget, de godt ved er forkert. Noget, som inden for dets kultur er skamfuldt.

Subjektet kan således kun bevæge sig frit, for så vidt som det bevæger sig inden for sine egne kulturelle rammer, dvs. for så vidt som det vedvarende konstituerer sig selv som subjekt inden for de af kulturen afstukne rammer.

Hermed tænkes ikke kun på de moralske rammer og etiske rammer. Der tænkes også på epistemologiske og politiske rammer, på æstetiske og ontologiske rammer. “Ved” man f.eks. fra sin kultur, at mennesket er dels sind dels krop, og erfarer man at de to glider sammen (som f.eks. håndværkeren, der bliver sit værktøj, hvis krop nærmest styres af stemmejernet), brydes subjektets umiddelbarhed. Noget har skredet ud over grænsen, og første gang det opleves, vil man stoppe op – en smule forskrækket eller forbløffet, afhængig af temperament.

Vi kender det måske bedst fra at køre bil: Pludselig er man fremme, uden at kunne huske turen. Det er en anden end en selv, der har kørt bilen. Man er blot passager i en krop, man ikke har styret. Et bevidsthedslagt lagt oven på et yderst kompetent ubevidste (der desuden altid tager sig af det meste af kørslen – nærmest ingen bilister tænker over gearskifte, blinklys, at træde på den rette pedal osv.).

Sådanne erfaringer kan være mystiske erfaringer, hvis det subjekt, som har dem, er tilstrækkeligt åbent for dem. For mere lukkede subjekter kræves mere hårdtslående erfaringer.

For nogen kan det være en uventet diagnose (som en af mine venner, der som 22-årig fik konstateret testikel-kraft, og pludselig ikke længere “havde livet foran sig”; eller som min far, der efter et liv uden nogen plet på sundshedsattesten pludselig fik hjerteproblemer), eller det kan være noget, man aktivt har valgt til, men alligevel ikke kunne forestille sig (som os, der har fået børn, og har erfaret os selv gennem kærligheden til det barn).

Disse stærkere erfaringer trænger sig på, netop fordi subjektet ikke er i stand til at forklare dem. Det har ikke evne til at forstå, og erfarer derfor grænserne for sig selv. Noget, der er virkeligere end subjektet selv, viser sig for det, og afslører dermed subjektet som værende fiktivt. Som værende noget, der selv eksisterer i en virkelighed.

Og nu ved jeg godt, at vi alle bilder os ind at vide, at vi ikke er virkeligheden, men bor i den. Imidlertid mener jeg ikke, at vi handler sådan. Det kommer bag på os, når noget kommer bag på os – hvilket det ikke burde, hvis vi virkelig mente at bebo en virkelighed, der ikke var os selv. Så burde vi være chokeret, hvis noget forekom forståeligt – for såsnart vi taler nok med et andet menneske finder vi hurtigt ud af, at de er uendeligt komplekse, som os selv, og at man aldrig bliver færdig med at forstå dem. Og at man, bredere endnu, ikke bliver færdig med at forstå noget som helst.

Virkeligheden er uudtømmelig, men vi lever i en virkelighed, udgjort af vores eget subjekt, og som derfor forekomme forståelig og indlysende – indtil en erfaring kommer i vejen.

Disse erfaringer kalder jeg altså mystiske erfaringer.

Et lag dybere: En mystisk erfaring af et æstetisk brud med subjektets ontologiske solipsisme

Skal vi være mere præcise rent filosofisk kan vi sige, at den mystiske erfaring finder sted på æstetisk plan, men at det påvirker på erkendelsesmæssigt, etisk, politisk såvel som ontologisk plan.

Subjektets væren fanget i sig selv kunne vi specificere som en ontologisk solipsisme.

Ontologisk = havende noget at gøre med væren
Solipsisme = referende til sig selv

Det er altså ikke kun erkendelsesmæssigt, at det er adskilt fra virkeligheden (kun at kunne erkende andre subjekter gennem projektion). Det er selve dets væsen, som det ikke kan få fra andre end sig selv.

Plotin, en nyplatonisk filosof (204/5-270 e.v.t.), lavede en emanationsteori for at gøre Det Ene til et sådan ontologisk-solipsistisk udgangspunkt for virkeligheden. At gøre det efter som eksisterende væsen er umuligt – omend vi automatisk forsøger at gøre det.

At bryde ud af denne ontologiske solipsisme kræver, at man æstetisk erfarer en anden måde at være på: En anden ontologi, en anden erkendelsesposition og -type, en anden moral, en anden politik.

Den mystiske erfaring tilbyder en sådan erfaring, fordi den æstetisk er erfaringen af en virkelighed, som rækker ud over subjektet. Dvs. at subjektet erfarer en dissonans mellem sin erfaring af sig selv som ontologisk absolut, og erfaringen af sig selv som afhængig af noget andet. Når denne erfaring af afhængighed – der kan tage form som forpligtethed, forbundethed, skam osv. – bliver stærk nok, vil den overvælde subjektet, og lægge en ny grund ind under det.

Subjektet er nu blevet virkeligt, fordi det har sin grund i det, der er uden for det. Det er ikke længere sin egen ontologiske grund, dvs. sin egen virkelighed. I stedet er det afhængigt af et Andet: Et barn, en ven, et arbejde, en skam.

Hermed er historien dog ikke ovre, for subjektet vil forsøge at rette op på sig selv, så det har så meget kontrol over sin virkelighed som overhovedet mulig. Dvs. at indrette sig sådan, at den sjældent støder på sit virkelige fundament, men i stedet bilder sig ind at have et andet fundament, som det selv har kontrol over.

Dette er ego’ets særkende: At det forsvarer sig mod alle forsøg på at slå det ihjel. Ego-cide, eller Jeg-død, er et sjældent fænomen af netop denne årsag: Vi frygter det, og flygter fra det.

Den mystiske erfarings paradoksikalitet: Binding og frigørelse

Når den mystiske erfaring binder os til virkeligheden, frigør den os fra den ontologiske solipsisme, dvs. fra den meningsløshed, som er forbundet med at skulle være sin egen grund.

Intet eksisterende væsen kan udfylde funktionen som sin egen ontologiske og meningsmæssige grund, da det qua kontrollen altid vil have et skær af uvirkelighed. Mening kræver modstand, og modstand kommer fra mystiske erfaringer.

At erfare modstand er da at bindes til noget, men i denne binding frigøres man fra at være sin egen menings grund. Man kan nu kigge udad, leve i en virkelighed, man ikke har kontrol over. Man taber én form for frihed, og vinder en anden.

Det mystiskes negative konsekvenser

Hvorfor flygter vi fra mystiske erfaringer? Fra virkeliggørelsen?

Når en mystisk erfaring har en effekt på subjektet, er det en virkeliggørende effekt. Og som Kierkegaard har skrevet, er det meste angst ikke dødsangst, men livsangst. Vi er bange for at blive virkeliggjorte.

Dels fordi det betyder, at vi skal løfte et ansvar – nemlig et ansvar for at agere i en virkelighed, hvor vi ikke kan af-binde de bånd, der er blevet bundet. Men også fordi vi ved at virkeliggøre os selv for alvor skal leve. At vi ikke længere kan blive i uvirkeligheden, og dermed undskylde vores liv med uvirkelighed. Kun når livet bliver virkeligt, kan det såre os – og berige os.

Tag f.eks. det at få et barn. Har man et barn, og knytter man sig til det, har man haft en mystisk erfaring. Lader man den betyde noget, får man en virkelighed uden for sig selv, som man beror på. Jeg er forælder i kraft af mit barn, altså er jeg mig selv i kraft af mit barn. Det er min virkelighed, så at sige.

At miste dette barn ville derfor gøre ufatteligt ondt. Jeg kan ikke fiktionalisere mig ud af tabet, jeg har ingen kontrol. Her kan jeg for alvor såres. Kun fordi mit subjekt er begrænset af barnets virkelighed, kan sorgen blive en realitet. Men det er også kun i kraft af denne binding, at glæden ved barnet kan blive det.

Og sådan forholder det sig med alt, vi binder os til. Har vi haft en mystisk erfaring af naturen som levende og væsentlig, kan vi ikke længere udnytte den gennem bekvemme fiktionaliseringer (“naturen er en ressource” eller lignende). Har vi først erfaret vores venner som virkelige, er vi defineret af dem, har vi vores virkelighed i kraft af dem, og kan blive såret af dem, hvis de ikke vil se os mere. Eller mere aktuelt: Føle os ensomme, fordi vi nu har en virkelig målestok for ensomhed.

Noget af det, som i visse psykologkredse kaldes “kognitiv plasticitet” forsvinder, når vi forbinder os med virkeligheden gennem mystiske erfaringer. Det mystiske bliver det nye mål for virkelighed.

Sociale konsekvenser

Da mystiske erfaringer adskiller sig fra det i kulturen accepterede, vil det ofte medføre stor ensomhed, hvis man erfarer det mystiske som det mest virkelige – for det er det, de fleste andre hurtigst vil affeje.

Ens værdier vil adskille sig fra normen, ens adfærd vil adskille sig fra normen.

Det vil synes som om man lever i en overtroisk verden af overnatur og mytologisk opspind – og man vil gå alene, netop når man har åbnet sig for den erfarings virkelighed og uafvendelighed.

I den ideelle verden var der derfor det, Arendt (1906-1975) kaldte en pluralitet – et fællesskab af mennesker, for hvem mystiske erfaringer er velkomne, og hvor fiktionalitet ikke gælder for standardvirkelighed. Hvor subjektivitetens ontologiske solipsisme holdes i skak af en kulturel villighed til at acceptere mystiske erfaringer.

Men det er ikke det eneste der skal til, hvis vi skal leve med det mystiske som positivt element i vores liv.

Hvordan vi lever positivt med det mystiske

Skal vi leve positivt med det mystiske, kræver det i hvert fald, at vi (1) er i stand til at åbne os for de mystiske erfaringer og (2) indgår i denne griben sammen med andre, så vi ikke bliver ensomme. I den ideelle verden ville vi desuden se (3) det mystiske påvirke politik, såvel som (4) være understøttet af samfundet i en pluralitet, som Arendt skrev.

At åbne sig for de mystiske erfaringer

Søren Kierkegaard arbejdede på sin vis med mystiske erfaringer, idet han mente, at hans budskab ikke kunne siges direkte. Det, som han ønskede at videregive, var ikke viden i traditionel forstand, men en måde at forholde sig på, som egentlig kun kan komme af erfaringen. Den form for reflektion over mystisk erfaring, som vi har givet os af med her, ligger således også Kierkegaard på sinde. Han kaldte sin stilistiske metode for den indirekte meddelelses dialektik.

I praksis betyder stilen hos Kierkegaard, at man aldrig får ét svar på noget, men flere, gerne modstridende svar. Om det gives gennem forskellige pseudonymer, eller om pseudonymet ikke er tilstrækkeligt overbevisende.

Blandt disse tilnærmelser, der er designet til at føre læseren til kanten af “Tilegnelsens Moment”, hører ideen om springet. For egentlig at blive sig selv, må man tage springet ud i jeg-løshed, udi at tabe sig selv fuldstændig, ved at overgive sig til Gud. Man må give slip på den kontrol, som man har tilkæmpet sig, på ens subjekt-væren, for at få sig selv igen påny.

Efter dette spring vil man udefra ligne sig selv, men noget vil have ændret sig indvendigt. Ændringen går på, at man nu lever i en anden verden – med vores begreber i virkeligheden. Man er blevet af-fiktionaliseret.

Ved at give køb på den kontrol, som er afhængig af fiktionaliseringen, bliver man virkeliggjort, og lever nu med sit subjekt forankret i virkeligheden. Fra nu af vil man være langt mere åben over for mystiske erfaringer, da man i dem vil kunne spore virkeliggørelsens mulighed, og arbejde på at af-fiktionalisere sig selv yderligere.

En pragmatisk model af psyken, der kan åbne sig mod mystiske erfaringer

Omsat til mere forståelig praksis kunne vi sige, at vi må lære at lytte til det i os, som vi ikke har kontrol over.

For mig tager det f.eks. form af en tro på, at jeg har et Ubevidste, som er mit egentlige selv, mens den del af mig, der er bevidst, kun kan være en lille del af mig selv ad gangen. Når jeg er på arbejde erfarer jeg verden på én måde, når jeg er derhjemme på en anden, når jeg er ude at løbe en tredje osv. Det Ubevidste har adgang til alle disse former samtidig – og kommunikerer med mig, når det er nødvendigt.

Under en hård periode fik jeg f.eks. den geniale ide, at hvis bare jeg kastede mig over mit arbejde, og øvede mig i at være ensom, ville jeg kunne få meget mere ud af at bo alene uden mit barn. Mit Ubevidste var klar over, at planen var en måde at skjule mig fra mig selv på, en måde at fiktionalisere mig selv og derved trække mig fra det, der er vigtigt. Så den informere mig om det. Da jeg skulle skrive ideen ned gav jeg det overskriften “Indsigt” – eller det troede jeg, jeg gjorde. Imidlertid fik jeg skrevet “Idsigt”, referende til Freuds Id, den del af sindet, som forsøger at opretholdet normer og moral, især ved at ignorere følelser, behov og drifter. Mit Ubevidste havde talt, og så måtte jeg lytte.

Det Ubevidste kan give sig til kende på flere måder, også f.eks. i form af intuitioner, man ikke forventede at have. Får man f.eks. midt i en samtale med en ven lyst til at spørge ind til noget, man aldrig har fundet på at spørge ind til før, kan det være det Ubevidste, der forsøger at kommunikere, at her er en åbning mod noget virkeligt. Mod noget meningsfuldt og berigende.

Min tro på mit ubevidste har for mig betydet, at det er væsentligt lettere at åbne mig mod de mystiske erfaringer, som præsenterer sig. Og jo flere gode oplevelser jeg får med dem, jo mere virkeliggjort jeg bliver, des lettere bliver det at tage imod næsten erfaring med kyshånd.

At være mystisk sammen med andre

Som sagt er en sådan virkeliggørelse og af-fiktionalisering ikke uden omkostninger, hvis ens sociale miljø ikke følger med. En mystisk erfaring kan jo ikke videregives direkte, selvom de har stor betydning for en. En ven, der ikke er åben overfor mystiske erfaringer, og ikke selv har erkendt at have haft dem, kan derfor have svært ved at forstå, hvorfor man har ændret sig. Eller bare at forstå den erfaring, man forsøger at fortælle dem om.

At blive afvist hver gang man forsøger at tale om sit virkelige jeg, og kun blive modtaget ordentligt, når man går ind i sit fiktionaliserede selv, kan være en hård oplevelse.

For at råde bod på det, er det derfor bedst, hvis ens nærmeste enten har et sprog for det mystiske, eller har en måde at være på, som ikke afviser det. En tavs, øm accept er lige så god som en velartikuleret vedkendelse.

For at kunne leve med det mystiske på en positiv måde, må man altså få sin familie og sine venner med på vognen i en vis grad.

Mystisk politik

Har man først indset, at mystiske erfaringer ikke er overnaturlige, men derimod mere virkelige end almindelige erfaringer, bliver det svært ikke at overføre denne indsigt på politik. Meget politik er nemlig fiktionaliseret, dvs. at man taler forbi virkeligheden, og ind i en eller anden indbildt virkelighed, som man mener at kunne kontrollere.

En tænker som Jacques Rancière kan skrive, at vi ikke er i stand til at høre en væsentlig del af befolkningen tale om virkeligheden. I Danmark har vi f.eks. for nyligt haft en lov op at vende, der skulle beskatte superrige danskere mere. Her interviewede medierne alle de superrige mennesker, de kunne komme i nærheden af. Da der for et par år siden blev skåret i kontanthjælpen, var de ikke på samme måde ude at finde kontanthjælsmodtagere til at kommenterer på det politiske forslag.Hvorfor ikke? Fordi vi i vores fiktionalisering af virkeligheden ikke tillægger kontanthjælpsmodtagere evnen til at tænke noget ordentligt, fordi vi ækvivalerer penge med viden, indsigt og visdom. Har man ingen penge, må man derfor være uvidende og dum.

At det ikke forholder sig sådan i virkeligheden, kan enhver, der kender kontanthjælpsmodtagere i flertal, fortælle om. Som i alle andre grupper af mennesker, er der kloge og ikke-så-kloge, flittige og ikke-så-flittige blant kontanthjælpsmodtagerne. Men i vores fiktionaliserede verden kan vi ikke forstå, at det er sådan. Og derfor ikke høre det – heller ikke hvis det bliver sagt til os.

Dem, der lever deres liv med de transformationer, som mystiske erfaringer tilbyder, kunne derfor ønske en politik, hvor det at tage mystiske erfaringer alvorligt, dvs. hvor virkeliggørelse tages alvorligt, var et adgangskrav. Hvis politikere og kommentatorer bestræbte sig på at lade aparte erfaringer få betydning, kunne vi komme tættere på et egentligt demokrati, hvor vi kunne høre de stemmer, vil mener at tilgodese ved valgene.

I Rancières vokabular ville det være at gå fra det politimæssige og ind i politikken. Men lad nu hans begrebsapparat ligge. Det væsentlige er, at en sådan åbenhed mod mystiske erfaringer nærmest kræver en karakterændring. At vi ændrer vores kultur til at belønne transformation snarere end effektivitet og handlekraft (der begge kræver fiktionalisering, fordi de er baseret på kontrol).

En sådan ændring forekommer utopisk. Alligevel arbejder en hel del filosoffer med netop en sådan ændring, fordi det virker til at rumme nøglen til at gøre noget andet, end vi hidtil har gjort.

Et pluralistisk samfund

Som en sidste vision inden vi slutter af, vil jeg nævnte Hannah Arendts pluralistiske samfund. Hun mente nemlig, at vi for at føre den form for politik, vi netop har beskrevet, måtte have et samfund, hvor vi hjalp hinanden med at virkeliggøre hinanden.

Det, som hun kalder frihed, minder nemlig meget om det, jeg kalder at transformeres af mystiske erfaringer. Fri er for Arendt den handling, der er fri af ego’ets kontrol med handlingen. Det kan tænkes eksternt, sådan at man f.eks. ved at beslutte sig for at have åben dør for ensomme om torsdagen, kan åbne for konsekvenser, som man ikke sigtede mod med handlingen i første omgang. Men det kan også – vil jeg vove at påstå – tænkes indadtil.

Tænkt indvendigt ville frihed i Arendtsk forstand være i konstitionen af sit selv at handle frit. Dvs. at vælge at blive til sig selv på en måde, der overskrider ens kontrol af, hvad dette selv bliver. At kaste sig ud i at få et barn, hvis man gør det på den rette måde, er at miste kontrollen med, hvem man er. Man ændrer sig som person på en måde, man ikke kunne have forestillet sig. Det samme gælder, når man fordyber et venskab, eller når man får en ny partner. Men også ved at tage på overnatning i naturen, og lade den overvælde en, så man erfarer sig selv på en anden måde, end man troede mulig.

Et samfund, hvor dette forventes kulturelt set. Hvor ens værdi som menneske ligger i netop denne villighed til, i det indre og i det ydre, at handle frit, er noget nær det ideelle miljø for virkeliggørelse af menneskene gennem accepten af mystiske erfaringer.

Afrunding

Man kan finde mere info om mine foredrag, såvel som manuskript til foredraget her (når det er færdigredigeret) på www.emilsting.dk
Her er man også velkommen til at skrive til mig, hvis man har spørgsmål, eller bare noget, man kunne tænke sig at vende med mig (brug den lokale filosof til noget!)
Ønsker om hvad I kunne tænke jer at høre mere om, er altid meget velkomne

Litteratur

Af de filosoffer, der eksplicit nævnes i foredraget, trækkes på følgende værker:

Jean-Paul Sartre: Væren og intet
Plotin: /Det Ene - Udvalgte enneader
Hannah Arendt: Essayene “Hvad er frihed” og “Tænkning og moralske overvejelser” fra bogen Krisen i skolesystemet og pædagogikken. Det pluralistiske samfund er taget fra sidste del af Menneskets vilkår
Søren Kierkegaard: Læs Sløks eller Hohlenbergs kierkegaard-bøger (dvs. Kierkegaards univers eller Den ensommes vej). Jeg trækker på mange forskellige værker her, så det er svært at vælge et enkelt. Man kan dog starte med f.eks. Begrebet Angest, hvis man vil gå i kødet på Kierkegaard selv
Jacques Rancière: Ti teser om politik – han er dog ikke helt let at læse

Af øvrigt stof om det mystiske, kan jeg anbefale følgende på dansk

Spektrums (senere Samlerens) Verdensreligionernes hovedværker. De indeholder mange veloversatte primærtekster fra forskellige mystiske traditioner
Vilhelm Grønbechs Kampen for en ny sjæl. Et andet argument for det mystiske, som her bliver en form for spiritualitet. Kædes sammen med folkeånd osv.
C.G. Jung Erindringer, drømme, tanker. God fremstilling af et menneske, der forsøger at leve sit liv i åbenhed mod det mystiske.

Desuden har jeg støttet mig til følgende fremmedsprogede tekster

Rufold Otto: Das Heilige
Mircea Eliade: Le sacré et le profane
David Cave: Mircea Eliade’s Vision for a New Humanism
David Tacey: The Darkening Spirit - Jung, Spirituality, Religion

Af skønlitterære værker kan følgende anbefales (arbitrært udvalg, så mange andre kunne også være blevet valgt)

Fjodor Dostojevskij: Brødrene Karamazov
Herman Hesse: Steppeulven
Albert Camus: Faldet (om den farlige side af virkeliggørelsen)
Søren Fauth: Nærmest alle hans større digtsamlinger
Herman Meville: Moby Dick
Tom Kristensen: Fribytterdrømme

Meta